Efterårets anden ildsjælepris går til Søren Gräs fra Skensved IF Bordtennis

Oprettet: 29.10.2025

Søren er et forbillede på, hvad det vil sige at være frivillig ildsjæl: Han er ikke bare til stede – han løfter, bidrager og inspirerer. Hans indsats spænder bredt, hans energi smitter, og hans engagement gør en mærkbar forskel for fællesskabet.

Søren Gräs fra Skensved IF Bordtennis modtager efterårets anden Ildsjælepris for sin ekstraordinære indsats i foreningen – en indsats, der begyndte for blot tre år siden, men som allerede har sat tydelige spor. Det er en af grundene til at Skensved IF Bordtennis har indstillet Søren til Ildsjæleprisen.

Det hele startede i 2022, da Søren som 67-årig deltog i et åbent hus-arrangement for 60+. Siden da har hans engagement og energi været intet mindre end inspirerende. Med varme og vedholdenhed har han påtaget sig rollen som træner og tovholder for flere af klubbens hold, herunder det særlige 60+ EXTRA-hold, som henvender sig til spillere med Parkinson. Her har Søren – sammen med Freddy – skabt et trygt og motiverende træningsmiljø.

Søren er også med til at åbne og facilitere træning på Højelse Skole både onsdag aften og lørdag formiddag, og han træder til, når ungdomsholdene har brug for en ekstra hånd. Han har også sat sig ind i klubbens bordtennisrobot og sørger for, at både unge og ældre spillere får glæde af teknologien.

Udover sit store trænerengagement er Søren også aktiv som spiller på både et serie 4-hold og et 60+ hold, hvor han fungerer som holdleder. Han deltager jævnligt i 60+ stævner og hjælper trofast med opsætning og nedtagning ved store bordtennisarrangementer i Skensvedhallen.

-Søren er et levende bevis på, at det aldrig er for sent at blive en del af fællesskabet og gøre en forskel. Hans engagement i Skensved IF Bordtennis er både rørende og inspirerende – han møder op med godt humør og varme, og det smitter af på alle omkring ham. Det er ildsjæle som Søren, der gør vores foreningsliv stærkt, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune.

Stort tillykke til Søren Gräs – og tak for din indsats!